Stolt Hareide hylder disciplin og hårdt slid

    Det var hårdt arbejde og dyb koncentration, der var nøglen til fodboldlandsholdets 1-0-sejr i Montenegro.

    Sådan lyder det fra landstræner Åge Hareide, der er begejstret for den defensive disciplin, han har fået ind på sit hold.

    – Jeg vidste, det ville blive en hård kamp, og jeg er meget stolt af spillerne. De spillede med disciplin og arbejdede hårdt.

    – Vi skulle have spillet noget mere, men vi koncentrerede os om at forsvare i anden halvleg, fordi vi vidste, at vi ville få kontramuligheder, og vi fik også et par stykker i slutningen af kampen.

    – Vi fik ikke 2-0-målet, men jeg er meget glad for sejren, siger Åge Hareide.

    Hvor det danske hold i septemberkampene mod Polen og Armenien lavede masser af mål, var det denne gang den defensive præstation, der faldt i øjnene.

    Simon Kjær og Andreas Bjelland leverede begge en sikker præstation i midterforsvaret, men Hareide fremhæver også de folk, der normalt har deres kvaliteter i den anden ende af banen.

    – Selv om Montenegro pressede os, kom de ikke til mange muligheder. Det var godt af hele holdet.

    – En spiller som Christian Eriksen løb sindssygt mange meter. Pione Sisto løb også enormt meget i defensiven. Han har udviklet den del af sit spil.

    – Han spillede over for Montenegros højre back, der er en af deres bedste spillere, siger Åge Hareide.

    Den stærke defensiv sørgede for, at Christian Eriksens scoring i første halvleg rakte til tre vigtige point.

    – I Parken mod Montenegro havde vi syv afslutninger på mål og scorede ikke. I dag havde vi to chancer og scorede på den ene. Det er fodboldens brutalitet.

    – Heldigvis findes der en vis retfærdighed. Nu vinder vi også den type kampe, siger Åge Hareide.

    /ritzau/