Væltede træer under storm i Nordtyskland koster menneskeliv

    Seks mennesker er døde under en meget kraftig storm i det nordlige og østlige Tyskland. Mange steder er store træer væltet.

    Fem af dødsofrene befandt sig i en bil, da vinde af stormstyrke fik træer til at vælte ned over køretøjet i den østlige delstat Brandenburg.

    Mecklenburg-Vorpommern, Berlin og Hamburg blev også ramt med stor kraft af stormen.

    En sjette person er af politiet meldt omkommet nær grænsen til Polen.

    Adskillige mennesker er kvæstet af væltede træer i Berlin. Træer blev rykket op ved rode af det voldsomme uvejr. Huse er beskadiget, og biler og motorcykler er væltet.

    Torsdag aften opfordrede redningstjenesten i Hamburg stadig byens borgere til at blive inden døre.

    Redningstjenesten i Berlin har erklæret alarmtilstand i Berlin og siger, at det ikke kan holde trit med de par hundrede alarmopkald, man har modtaget.

    Deutsche Bahn har aflyst togafgange i Niedersachsen, Slesvig-Holsten og Bremen. Flere flyafgange har været udsat i lufthavnene i Berlin, og der har været aflyste fly fra Hannover og Bremen.

    I havnebyen Wilhelmshaven rev en kran på 1000 ton sig løs af sin forankring og blev ødelagt, da den faldt i havnen.

    /ritzau/dpa