Brasiliansk OL-chef arresteret for Rio-bestikkelse

    Præsidenten for Brasiliens Olympiske Komité, Carlos Nuzman, er torsdag blevet arresteret i en bestikkelsessag.

    Politiet mener, at Nuzman i 2009 var med til at købe stemmer, da Rio blev tildelt OL i 2016.

    Den 75-årige sportspolitiker er blevet afhørt af både fransk og brasiliansk politi.

    Myndighederne mener, at Nuzman spillede en central rolle i forbindelse med en lyssky overførsel af to millioner dollar (12,5 millioner kroner) til senegaleseren Lamine Diack i bytte for stemmer.

    Lamine Diack var i 2009 et yderst magtfuldt medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Diack var desuden præsident i Det Internationale Atletikforbund, indtil han blev fældet for korruption.

    Ud over Nuzman har brasiliansk politi torsdag arresteret Leonardo Gryner, der fungerede som direktør i Rios OL-organisationskomité.

    Rio havde i 2009 Chicago, Madrid og Tokyo som modkandidater, da storbyen blev valgt som vært for OL i 2016.

    /ritzau/AP