Det spanske indenrigsministerium er begyndt at beslaglægge stemmesedler og stemmebokse fra valgstederne i Catalonien, oplyser ministeriet.
– Det her er de første stemmebokse og stemmesedler, som er beslaglagt af politiet i Barcelona, skriver indenrigsministeriet på Twitter med et billede af fire plastikbokse og bunker af stemme sedler.
Det går tilsyneladende voldsomt for sig nogle steder søndag, hvor myndighederne i regionen Catalonien afholder en afstemning om løsrivelse fra centralregeringen i Madrid.
Spaniens regering og domstole har erklæret afstemningen for forfatningsstridig og har beordret, at valgstederne skal lukkes.
Ifølge nyhedsbureauet AP har spansk politi fjernet nogle hundrede fremmødte med magt ved et valgsted i Barcelona.
Flere steder meldes om kampklædt politi i gaderne og blandt folkemængder foran valgsteder. Billeder viser, hvordan de fremmødte møder politiet med hænder i vejret.
Ifølge nyhedsbureauet AFP har kampklædt politi tvunget sig vej til et valgsted i byen Girona, hvor den catalanske regionale leder, Carles Puigdemon, skulle stemme blot få minutter senere.
Billeder viser ifølge AFP hvordan bevæbnet politi med hjelme smadrer en glasdør i indgangen til en sportshal, som i dagens anledning var omdannet til valgsted.
Nyhedsbureauet Reuters har en journalist på gaden i Barcelona, der kan fortælle, at spansk politi er mødt op i snesevis med skjolde foran et valgsted, og det er kommet til tumult.
Den spanske avis El Pais har billeder af kampklædt politi med hjelme og skjolde på gaden i Barcelona, som befinder sig midt i en folkemængde.
/ritzau/











