Kollapset hegn stopper fodboldkamp i Frankrig

    Fodboldkampen mellem Amiens og Lille i den franske Ligue 1 er stoppet, fordi et hegn foran udeholdets tilhængere er kollapset.

    Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

    Flere personer er ifølge Amien’ Twitter-profil kommet til skade ved episoden, og det diskuteres, hvorvidt kampen skal genoptages eller aflyses helt.

    Hegnet kollapsede i forbindelse med, at Lille bragte sig foran 1-0 et kvarter inde i kampen. Det var Lilles Fode Ballo, der stod for scoringen.

    Målet fik gæsternes fans til at løbe ned mod barrieren, der tilsyneladende gav efter for vægten af de mange tilhængere.

    /ritzau/