PSG-stjerner leger kispus med Bayern München

    Hvis uroen ulmede i Bayern München inden onsdagens Champions League-kamp ude mod Paris Saint-Germain, så blev den kun værre efter præstationen i Paris.

    Bayern München blev kørt rundt i fodboldmanegen af PSG, som overlegent endte med at vinde opgøret 3-0.

    Parisernes mål blev sat ind af Dani Alves og Edinson Cavani i første halvleg samt Neymar i anden halvleg.

    Bayern München, som på det seneste har skuffet i Bundesligaen, startede med stjernerne Arjen Robben, Franck Ribery og Mats Hummels på bænken.

    PSG begyndte bedst og kom foran 1-0 efter blot to minutter på Parc des Princes.

    Neymar holdt legestue med det tyske forsvar og spillede bolden ud til en helt fri Dani Alves, som sparkede pariserne i front.

    Bayern München kunne ofte slet ikke følge med de hurtige og driblestærke PSG-spillere.

    Og det førte til endnu et mål fra PSG efter en halv time.

    Dani Alves sendte Kylian Mbappe i dybden, og den unge franske landsholdsangriber stoppede op og fandt Edinson Cavani, der hamrede 2-0-målet op i nettaget.

    Bayern München kom ikke frem til mange chancer i første halvleg. Robert Lewandowski havde den største på et hovedstød, men polakkens forsøg sad lige i favnen på PSG-keeper Alphonse Aréola.

    I anden halvleg fortsatte PSG-dominansen trods et par tyske udskiftninger.

    Bayern München-træner Carlo Ancelotti hev James Rodríguez og Corentin Tolisso ud i pausen. Ind i stedet kom Kingsley Coman og Sebastian Rudy.

    Det hjalp dog ikke tyskerne. PSG blev ved med at være hurtigere i både tanke og handling.

    Neymar, som havde haft to-tre store chancer i kampen, udnyttede, at Kylian Mbappe legede kispus med Bayern-forsvaret og sendte 3-0-målet nemt i kassen.

    I den anden kamp i gruppen vandt skotske Celtic 3-0 ude over belgiske Anderlecht.

    PSG fører gruppen med seks point efter to kampe. Bayern München og Celtic har tre point, mens Anderlecht har nul point.

    /ritzau/