Der et sket brud på en gasledning i forbindelse med gravearbejde i Stridsgyden i Allested-Vejle. Politiet er i gang med at evakuere nærområdet.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen.
Der siver i øjeblikket gas ud af ledningen, og derfor er politiet i gang med at evakuere alle i en radius af 200 til 300 meter fra stedet, oplyser vagtchefen.
– Faren er, hvis der kommer en ud og tænder en tændstik, eller der opstår en gnist, så kan der gå ild i gassen.
– Så kan vi ikke udelukke, at der sker for eksempelvis en eksplosion, men der kan også bare gå ild i det, så det brænder, siger vagtchefen.
Han opfordrer alle til at holde sig mindst 200 meter væk fra området og følge politiets anvisninger.
Det var klokken 13.23, at politiet fik anmeldelsen. En entreprenør kontaktede politiet og fortalte, at de var kommet til at grave i en gasledning.
Redningsberedskab og politi blev derfor kaldt ud til stedet.
Vagtchefen har ikke en tidshorisont for, hvor lang tid der kommer til at få, inden situationen er løst.
Men han fortæller, at de er i gang med at forsøge at lukke for gassen på begge sidder af ledningen, hvor der er gået hul, for på den måde at stoppe udsivningen af gas.
/ritzau/











