Verdens største skoproducent, Nike, havde et overskud i første regnskabskvartal på 950 millioner dollar.
Dermed falder overskuddet i Nike med 23,9 procent.
Selv om tallene umiddelbart indikerer, at Nike skulle være i problemer, så er analytikerne positive, da det faldende overskud var ventet.
Det faldende overskud skal ses i lyset af, at Nike har nedbragt en række omkostninger, der koster penge i første kvartal.
Selskabet udtalte i juni, at man ville afskedige to procent af de ansatte.
Samtidig er der positive signaler fra det kinesiske marked, der er Nikes tredje største, hvor omsætningen er steget med ni procent.
Omsætningen i selskabet er noget nær status quo.
Nike havde en omsætning på 9,07 milliarder dollar i årets første kvartal mod en omsætning på 9,06 milliarder året før.
Selv om overskuddet er dårligere end i samme periode sidste år, så overgår det forventningerne hos analytikerne.
/ritzau/Reuters











