En moské i den svenske by Örebro er tirsdag blevet delvist ødelagt efter en voldsom brand, der rasede store dele af tirsdag nat og morgen.
Årsagen til branden kendes endnu ikke. Men det svenske politi efterforsker sagen som en påsat brand.
Billeder af branden på avisen Expressens hjemmeside viser flere meter høje flammer, der omspænder en tilsyneladende overtændt bygning.
– Det er en sørgelig dag for os muslimer i Örebro. Vi er meget chokerede. Vi havde aldrig regnet med, at dette skulle ske, siger Jamal Lamhamdi, en talsmand for Örebro-moskéen.
300-500 besøger hver dag moskéen, oplyser Jamal Lamhamdi.
Der er ingen meldinger om personskader i forbindelse med branden, der blev anmeldt cirka to timer efter midnat. Branden var fuldt udviklet, da brandvæsnet ankom til moskéen, der ligger i bydelen Vivalla.
Tirsdag står det klart, at hele den sydlige del af moskéen er totalt ødelagt efter den voldsomme brand. Derudover er den midterste del delvist ødelagt, mens den nordlige del er uden skader.
Fire slukningskøretøjer deltog i arbejdet med at slå flammerne ned.
Kenneth Johannesson, vagthavende i politikredsen Bergslagen, siger, at politiet som udgangspunkt betragter branden som påsat.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvem der kunne stå bag angrebet.
En vagt menes at have set en person på pladsen omkring moskéen. Men svensk politi har endnu ikke været i kontakt med manden.
Örebro ligger i den centrale del af Sverige cirka 200 kilometer vest for Stockholm.
/ritzau/TT











