USA advarer Nordkorea om at stoppe provokationer

    Hvis ikke Nordkorea stopper sine provokationer, vil Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, sørge for at give den amerikanske præsident, Donald Trump, en række muligheder for at håndtere det nordkoreanske regime i Pyongyang.

    Sådan lyder meldingen fra Pentagon mandag, efter at den nordkoreanske udenrigsminister, Ri Yong-ho, har kaldt Trumps udtalelser i weekenden for en klar krigserklæring.

    Udenrigsministeren sagde samtidig, at Nordkorea har ret til at nedskyde strategiske amerikanske bombefly- også hvis de ikke er i nordkoreansk luftrum.

    – Hvis Nordkorea ikke stopper sine provokerende handlinger, ved I, at vi vil sørge for at give præsidenten muligheder for, hvordan Nordkorea kan håndteres, fortalte oberst Robert Manning, talsmand for Pentagon.

    FN’s generalsekretær, António Guterres, advarer mod, at den skarpe retorik mod Nordkorea kan lede til misforståelser. Han siger samtidig, at den eneste løsning er politisk.

    /ritzau/Reuters