Medie: Politi afspærrer del af Nørrebro efter skyderi

    Københavns Politi arbejder torsdag morgen på Nørrebro. Politiet er i gang med at undersøge en “kriminel handling”.

    Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerweel, der ikke vil uddybe nærmere.

    Ifølge Ekstra Bladet har der været skyderi natten til torsdag på Nørrebro, men det vil vagtchefen hverken be- eller afkræfte.

    Et stykke af Nørrebrogade er ifølge EB i øjeblikket afspærret fra den Røde Plads til Nørrebro Station.

    Ekstra Bladets fotograf har været på stedet, hvor der skal have ligget flere patroner samt en pistol på gaden. Vidner skal have hørt adskillige skud og skrevet om det til mediet.

    /ritzau/