Californien vil stoppe grænsemur og sagsøger Trumps regering

    Den amerikanske delstat Californien sagsøger Donald Trumps administration. Det sker i et forsøg på at forhindre opførelsen af præsidentens bebudede mur langs grænsen til Mexico.

    Det fortæller statsadvokaten i USA’s mest folkerige stat, Xavier Becerra, på et pressemøde i San Diego.

    Myndigheder i Californien argumenterer for, at den føderale regering overskrider sine beføjelser ved at frasige sig miljørevisioner og andre love.

    Den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, er dog af en anden opfattelse.

    Efter nyheden om søgsmålet siger han således, at han forventer, at regeringen vil sejre i samtlige juridiske udfordringer, der måtte vise sig i forbindelse med muren.

    – USA’s regering har kontrollen over den grænse (mellem Mexico og USA, red.) og et ansvar for at sikre den, siger Jeff Sessions.

    Søgsmålet fra Californien kommer, samtidig med at private entreprenører forbereder sig på at bygge otte prototyper af muren.

    /ritzau/AP