Dortmund snupper førsteplads med stor sejr over HSV

    Fodboldklubben Borussia Dortmund spillede sig onsdag aften op på førstepladsen i Bundesligaen.

    Holdet sejrede 3-0 ude over HSV.

    Dermed har Dortmund 13 point for fem kampe.

    Bayern München, der tirsdag vandt 3-0 ude over Schalke 04, er nummer to med 12 point.

    Shinji Kagawa bragte Dortmund foran cirka midtvejs i første halvleg.

    Han scorede til 1-0, da bolden lidt tilfældigt dumpede ned foran ham, efter at Dortmund havde haft frispark.

    Efter lidt over en times spil scorede Pierre-Emerick Aubameyang et af karrierens letteste mål, da han lavede målet til 2-0.

    Angriberen ekspederede bolden ind i et tomt mål næsten helt inde ved målstregen, efter at en Dortmund-afslutning var blevet rettet af.

    Ti minutter før tid cementerede Christian Pulisic sejren for topholdet.

    Danske Jacob Bruun Larsen blev skiftet ind i de sidste seks minutter af kampen for Dortmund.

    Dermed fik den 19-årige dansker sine første minutter i Bundesligaen.

    Efter to ligasejre i træk som indledning på sæsonen har HSV nu tabt tre kampe i træk.

    Viktor Fischer var i startopstillingen for Mainz, der smed en 2-0-føring væk i hjemmekampen mod Hoffenheim.

    Gæsterne vandt til sidst 3-2 efter et sent sejrsmål.

    Viktor Fischer blev skiftet ud midtvejs i anden halvleg, da stillingen var 2-2.

    Mens Hoffenheim er nummer tre med 11 point, har Mainz tre point.

    Frederik Sørensen spillede den første time, da FC Köln tabte for femte gang af fem mulige i denne sæson i ligaen.

    Köln tabte 0-1 hjemme til Eintracht Frankfurt og ligger sidst uden point.

    /ritzau/