Politi i St. Louis anholder 13 efter frikendelse af betjent

    Politiet i St. Louis har anholdt 13 personer under demonstrationer, der brød ud i den amerikanske storby, efter at en hvid betjent fredag blev frikendt for drab på en sort mand i 2011.

    Samtidig lyder det videre, at fire betjente har pådraget sig mindre skader under optøjerne.

    Talskvinde for politiet i St. Louis Schron Jackson fortæller, at hun ikke er klar over, om der også er demonstranter, som er kommet til skade.

    Både politichef Lawrence O’Toole og St. Louis’ borgmester, Lyda Krewson, siger, at de er stolte af politiet for at vise tilbageholdenhed.

    Fredag aften lokal tid demonstrerer hundredvis af mennesker i gaderne i St. Louis for at vise deres utilfredshed med frikendelsen af den tidligere politibetjent Jason Stockley.

    Stockley, som var sigtet for drab på Anthony Lamar Smith, har hævdet, at Smith havde en pistol, og at betjenten derfor følte sig truet og skød.

    Anklagemyndigheden mener derimod, at politibetjenten placerede en pistol i Smiths bil efter drabet.

    Dommer Timothy Wilson mente imidlertid ikke, at anklagemyndigheden havde fremlagt klare beviser for, at Stockley havde begået drab, eller for at han ikke havde handlet i nødværge. Stockley blev dermed frikendt.

    /ritzau/AP