Rusland, Tyrkiet og Iran vil patruljere syrisk provins

    Rusland, Iran og Tyrkiet er fredag blevet enige om sammen at patruljere en sikkerhedszone i Syriens Idlib-provins.

    Det oplyser de tre lande, der de seneste dage har været samlet i Kasakhstan, i en fælles udtalelse.

    Landene er blevet enige om at afsætte styrker til at patruljere zonen. Den dækker Idlib – som siden 2015 har været kontrolleret af oprørsstyrker – og dele af provinserne Latakia, Hama og Aleppo.

    Mødet i den kasakhiske hovedstad, Astana, er det sjette, som det syriske regimes allierede Rusland har sået i spidsen for siden begyndelsen af 2017.

    Også Iran støtter Syriens regering og præsident Bashar al-Assad, mens Tyrkiet støtter oprørsgrupper i landet.

    De tre lande blev allerede tilbage i maj enige om at oprette fire deeskaleringszoner i oprørskontrollerede syriske områder.

    Meningen med zonerne er, at konflikten i Syrien skal nedtrappes efter over seks års blodig borgerkrig.

    Samtidig skal aftalen åbne op for levering af nødhjælp til civile i regionen.

    Rusland har siden maj udsendt militærpoliti i tre af zonerne. Der er tale om provinserne Ghouta, Damaskus og i dele af Homs.

    Men de tre lande havde svært ved at blive enige om detaljerne omkring den sidste zone i Idlib. Det skyldtes blandt andet, at provinsen grænser op til Tyrkiet.

    /ritzau/AFP