Storbritannien beholder samme trusselsniveau efter angreb

    Trods fredagens angreb i et metrotog i London hæver myndighederne i Storbritannien ikke det nuværende trusselsniveau fra alvorligt til kritisk.

    Det oplyser Storbritanniens premierminister, Theresa May, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Det var et tog på stationen Parsons Green i det vestlige London, der blev ramt. Det kørte på ruten District Line.

    22 personer, heriblandt flere skolebørn, er efterfølgende blevet bragt til hospitaler, men ingen af de sårede er i kritisk tilstand.

    De fleste blev ramt af stikflammer, oplyser politiet.

    Vicekommissær ved politiet i Scotland Yard Mark Rowley kalder sprængladningen i toget for hjemmelavet.

    Ifølge Theresa May var planen med bomben, at den skulle skabe “væsentlig skade”.

    Trusselsniveauet blev senest hævet kortvarigt i maj oven på et bombeangreb mod en koncertarena i Manchester. Her tog en selvmordsbombemand 22 koncertgængere med sig i døden.

    Biterne har en skala på fem trin, der afspejler den forventede risiko for terrorangreb.

    Kritisk, der er det højeste niveau, betyder, at et terrorangreb er nært forestående.

    /ritzau/