Kevin Magnussen har fået et enkelt point via tiendepladsen begge gange, han har deltaget i et Formel 1-grandprix i Singapore, og den danske Haas-kører ser optimistisk på muligheden for at fuldføre et point-hattrick i søndagens løb.
I Singapore køres der ligesom i Monaco på en gadebane, og i Monaco opnåede danskeren i maj et af sine i alt 11 point i denne sæson, da han blev nummer ti.
– Jeg ser meget positivt frem mod weekenden i Singapore, og det er okay at sammenligne det med Monaco, selv om der er sket store ændringer siden det løb.
– Vi skal huske, at de andre hold også har lavet ændringer siden dengang, så det er svært at sige, at vi kommer til at være lige så konkurrencedygtige som i Monaco.
– Vi må se, men umiddelbart er jeg positiv, siger Magnussen på et pressemøde ifølge Formel 1’s hjemmeside.
I Monaco opnåede også Haas-kollegaen Romain Grosjean point, da han blev nummer otte.
Akkurat som på banen i fyrstedømmet kan det være svært at overhale under selve løbet i Singapore.
Derfor tillægges kvalifikationen stor vægt blandt eksperter, men det tager Kevin Magnussen ganske roligt.
– Selvfølgelig vil jeg gerne have en god kvalifikation, men det er ikke noget, jeg fokuserer så meget på. Det handler om at komme i pointene i selve løbet, siger Magnussen.
Grandprixet i Singapore køres efter mørkets frembrud.
– Det gør ikke rigtig nogen forskel, siger danskeren.
/ritzau/











