57-årig fløjet på Rigshospitalet efter brand i Rødbyhavn

    En 57-årig mand er fredag fløjet på Rigshospitalet efter at være blevet svært forbrændt i en brand i Rødbyhavn.

    Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ole Hald.

    Branden opstod i mandens lejlighed på Kongeleddet i Rødbyhavn tidligt fredag.

    Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 07.37. Det var en person, som ikke bor i bygningen, der opdagede branden og slog alarm.

    Beboerne i bygningen blev evakueret, og den 57-årige fløjet på Rigshospitalet. Vagtchefen oplyser, at manden er blevet svært forbrændt på store dele af kroppen.

    Ud over den 57-årige kom ingen andre til skade i branden, der er slukket igen.

    Branden nåede ikke at brede sig til andre lejligheder, og de evakuerede beboere kan vende tilbage igen.

    Årsagen til branden er stadig ukendt.

    /ritzau/