Sammen med fire andre Schengen-lande lægger Danmark op til at ændre lovgivning for, hvornår der kan indføres grænsekontrol.
Reglerne for grænsekontrol skal afspejle den virkelighed, vi står overfor, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
– Det vil være en meget, meget stor fordel, hvis vi fik mere fleksible muligheder for at indføre grænsekontrol og også mulighed for at bevare kontrollen længere tid, når der er behov for det.
– Altså en mere realistisk form for grænsekontrol, hvor man kan indføre det, når der er behov for det, og man kan bevare det lige så længe, som der er behov for det, siger hun.
Det er Danmark, Østrig, Frankrig, Tyskland og Norge, der er afsender på forslaget, der bliver fremlagt, inden EU-ministre for retlige- og indre anliggender mødes torsdag for at diskutere migration og terror.
Lande skal have mulighed for at indføre grænsekontrol i op til fire år i særlige tilfælde, lyder det i forslaget.
Den nuværende lovgivning tillader kontrol i op til seks måneder i tilfælde af terrortrussel eller op til to år i særlige tilfælde.
– Det er jo ikke sådan, at terrortruslen bare stopper inden for tre måneder. Vi lever i en virkelig verden, og det er det, vi forsøger at få grænsekontrollen til at afspejle også, siger Inger Støjberg inden mødet.
/ritzau/











