Trump-regeringen hiver tæppet væk under unge indvandrere

    USA’s justitsminister, Jeff Session, oplyser, at en ordning (Daca), der tillader børn af illegale immigranter, at studere og arbejde i USA, tilbagekaldes.

    Han siger, at programmet, der blev vedtaget som et dekret af tidligere præsident Barack Obama i 2012, omgår landets indvandrerlovgivning.

    Kort forinden havde præsident Donald Trump meddelt det samme på Twitter.

    – Kongres, gør jer klar til at udføre jeres arbejde – DACA, lød hans tweet.

    Ifølge Sessions er det nu de amerikanske lovgivere, der skal beslutte, hvem der skal have lov til at opholde sig i USA.

    Han siger, at Kongressen har et halvt år til at blive enige om en alternativ løsning for de 800.000 unge indvandrere.

    – Den udøvende magt (under Obama red.) forsøgte med vilje gennem Daca at opnå, hvad den lovgivende gren i særdeleshed nægtede at bemyndige ved flere lejligheder, siger justitsministeren.

    – Det er en dybt skamfuld handling og politisk kujonagtig, mener lederen for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, om regeringens skridt, skriver AP.

    De unge indvandrere omtales som dreamers. Det kommer fra et lovforslag i 2010, der blev kendt som Dream.

    Det ville gøre det muligt for børn af illegale indvandrere at blive i USA. Hvis de vel og mærke ikke var dømt for kriminalitet.

    Forslaget blev vedtaget i Repræsentanters Hus, som dengang var kontrolleret af Demokraterne. Men det faldt under behandlingen i Senatet.

    Republikanerne genvandt senere i 2010 flertallet i Repræsentanternes Hus. De modsatte sig den tidligere præsidents planer om en indvandringsreform.

    De unge indvandrere er formentlig den mindst kontroversielle gruppe i den amerikanske indvandringsdebat. Mange var helt små, da de kom til landet, og opfatter sig som amerikanere. De studerer og arbejder i USA og bidrager til økonomisk udvikling i landet.

    Kritikere af præsidenten siger, at Trump med sin beslutning forsøger at spille op til hvide nationalister, der mener, at USA er udsat for en invasion af latinoer.

    /ritzau/