Krav om billige billetter står i vejen for pilotaftale i SAS

    – Vi arbejder intensivt på at finde en løsning, så vi undviger en konflikt.

    Det siger topchef Rickard Gustafson, SAS, om en truende konflikt med de danske og norske piloter.

    Ledelsen i SAS forhandler med pilotforeninger i Danmark og Norge om nye overenskomster, men parterne har ikke kunnet blive enige. I Danmark er piloterne og SAS derfor endt i forligsinstitutionen.

    Piloterne har varslet konflikt, der kan bryde ud fra 16. september.

    Ifølge Rickard Gustafson bunder konflikten i, at piloterne kræver mere ved forhandlingsbordet, end SAS kan levere på grund af den hårde konkurrencesituation, selskabet står i.

    – SAS befinder sig i en meget hård konkurrencesituation, hvor vi vil kunne udvikle vores forretning og tilbyde endnu flere ruter til vores kunder. Men vi bliver nødt til at kunne sælge vores billetter til en konkurrencedygtig pris, siger han.

    – Vi har lavet en treårig aftale med piloterne i Sverige, hvor vores dygtige piloter får en lønforhøjelse på linje med det øvrige arbejdsmarked. Det håber vi også, det ender med i Norge og Danmark, siger topchefen.

    SAS har fremlagt tal for regnskabsårets første ni måneder. Der var så god fremgang i tredje kvartal, at selskabet opjusterer forventningerne til hele året.

    /ritzau/