Tusindvis af unge indvandrere i USA holder vejret tirsdag.
Her vil den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, holde pressemøde om integrationsprogrammet Daca, der blev indført af præsident Barack Obama.
Ifølge en række internationale medier ventes det, at Sessions vil fortælle, at præsident Donald Trump vil opløse det populære program.
Daca giver papirløse indvandrere, der er kommet til USA som børn, en vis beskyttelse mod at blive deporteret.
Trump har i månedsvis forsøgt at håndtere Daca, som han i valgkampen lovede at sløjfe, men som flere af de mest prominente republikanere er tilhængere af.
Daca har reddet næsten 800.000 unge indvandrere fra at blive udvist.
Under valgkampen i 2016 kaldte Trump programmet for “illegalt amnesti”. Han svor, at han ville stoppe programmet, så snart han sad i Det Hvide Hus.
Siden da har præsidenten dog tilsyneladende skiftet holdning, da han fortalte nyhedsbureauet AP, at Daca-børnene, der også kaldes “drømmere”, kunne sove trygt.
Den magtfulde republikaner Paul Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus, sagde ligeledes til MSNBC i januar, at børnene ikke skulle “bekymre sig”.
Flere medier rapporterede mandag, at præsident Donald Trump vil opløse programmet. Det har ført til protester og demonstrationer flere steder i USA.
/ritzau/











