Lars Hedegaard har kun hørt rygter om attentatmands død

    Journalist Lars Hedegaard har hørt rygter om, at den formodede gerningsmand bag et mislykket drabsforsøg mod ham er død. Han har dog ikke set beviser for det.

    – Jeg har hørt rygter om det. Men jeg har intet fået at vide. Jeg tror ikke på det, før jeg har set beviser, siger Lars Hedegaard til Ritzau.

    Ifølge Politiken er den efterlyste dansker Basil Hassan, der mistænkes for at være Hedegaards attentatmand, blevet dræbt i kamp enten i eller på grænsen til Syrien.

    Hans forældre har fået nyheden om hans død fra kilder i Mellemøsten, siger hans fætter Chadi El-Cheikh Hassan til avisen.

    Oplysningerne om hans død er ikke bekræftede fra officielt hold.

    Basil Hassan er herhjemme især kendt som den mistænkte for det mislykkede forsøg på at slå forfatteren og journalisten Lars Hedegaard ihjel i februar 2013.

    Det amerikanske udenrigsministerium har tidligere konkluderet, at Basil Hassan i Islamisk Stat havde en ledende rolle med et planlægge operationer uden for de områder, som bevægelsen kontrollerer.

    Og en melding fra netop det amerikanske ministerium vil Lars Hedegaard gerne have for at tro på rygterne.

    – Han står jo opført på USA’s udenrigsministeriums lister. Her vil man formentlig oplyse, hvis man mener, at han er død, siger Lars Hedegaard til Ritzau.

    /ritzau/