Eksplosion er hørt tæt på USA’s ambassade i Kabul

    Der har tirsdag morgen været en eksplosion i nærheden af den amerikanske ambassade i Afghanistans hovedstad, Kabul.

    Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters. Der er foreløbigt ingen meldinger om tilskadekomne.

    Fredag omkom 20 civile, da en shiamuslimsk moské i Kabul blev angrebet.

    En gruppe, som siger, at den repræsenterer Islamisk Stat i Afghanistan, tog skylden for det blodige angreb.

    Det fandt sted blot en måned efter et andet blodigt IS-angreb i Kabul. Her blev 32 dræbt, da bevæbnede mænd stormede en moské.

    USA’s præsident, Donald Trump, lancerede i sidste uge en ny strategi for det amerikanske militærs indsats i landet.

    Succeskriteriet for indsatsen, sagde Trump, er blandt andet at tilintetgøre Islamisk Stat.

    Han lovede desuden at knuse al-Qaeda – en anden militær islamistisk gruppe – forhindre Taliban i at overtage magten i Afghanistan og stoppe terrorangreb mod amerikanere.

    I Kabul svarede en talsmand for Taliban, Zabiullah Mujahid, straks igen på Trumps tale.

    – Hvis Amerika ikke trækker sine tropper ud, bliver Afghanistan snart endnu en kirkegård for denne supermagt i det 21. århundrede, sagde Mujahid i en erklæring, hvori han rådede USA til at overveje en exitstrategi i stedet, skrev nyhedsbureauet AFP.

    /ritzau/