Danske Spil skal betale 100.000 kroner i vederlag til Divisionsforeningen i en sag om uberettiget brug af ordet Superliga. Det har Sø- og Handelsretten torsdag truffet afgørelse om.
Divisionsforeningen havde krævet 2,3 millioner kroner, men det har retten ikke vurderet.
Hos Danske Spil modtager man dommen med tilfredshed.
– I Danske Spil er vi meget tilfredse med Sø- og Handelsrettens sidste delafgørelse i sagen om varemærkeretten til ordmærket “Superliga”.
– Retten har afgjort, at vi skal betale 100.000 kroner til Divisionsforeningen for krænkelsen, hvorimod Divisionsforeningens påstand var, at vi skulle betale 2,3 millioner kroner.
– Vi vil dog bruge de næste par uger på at overveje sagens eventuelt videre forløb, siger Kate Jacquerot, juridisk direktør i Danske Spil.
Ud over de 100.000 til Divisionsforeningen skal Danske Spil også betale en del af sagens omkostninger.
Danske Spil skal betale 80.400 kroner til Divisionsforeningen i sagsomkostninger. Begge dele skal betales inden 14 dage.
/ritzau/











