Rædselsstime sender Vittinghus ud af VM i badminton

    Hans-Kristian Vittinghus fik kun en enkelt kamp ved VM i badminton i Glasgow.

    Den useedede danske herresingle tabte i første runde til Kinas tiendeseedede Tian Houwei med cifrene 14-21, 21-17, 16-21.

    Hans-Kristian Vittinghus førte 16-12 i tredje sæt, men ni dueller senere havde Tian Houwei besejret danskeren for fjerde gang i fem indbyrdes møder.

    – Jeg får krampetrækninger i læggen ved 3-0 i tredje sæt, og selv om jeg stadig godt kan eksplodere, sætter det sig lidt i hovedet på mig, siger Hans-Kristian Vittinghus til TV2 Sport.

    – Jeg er sådan set ikke i dårlig form, men jeg tror bare, jeg har spist for lidt.

    – Det kan lyde uprofessionelt, men jeg kan ikke rigtig se nogen anden forklaring, siger danskeren.

    Vittinghus var konstant på hælene i første sæt, hvor han ikke førte en eneste gang.

    Via en føring på 7-1 fik Tian Houwei sikret sig sættet.

    Andet sæt fik et fuldstændigt modsat forløb, for her var Hans-Kristian Vittinghus ikke bagud, men han havde dog visse problemer undervejs.

    Danskeren kom foran 4-0, og ved stillingen 15-7 lignede det en sikker dansk sætsejr.

    Så vandt Tian Houwei seks dueller på stribe, og kineseren fik senere reduceret til 16-17.

    Det lykkedes dog for Hans-Kristian Vittinghus at bevare overblikket og sikre sætsejren.

    Det var historisk set ikke så overraskende, at kampen gik ud i tre sæt, for det er sket i fire af de to spilleres nu fem indbyrdes møder.

    I tredje sæt skiftedes de to spillere for første gang i kampen til at have føringerne.

    Det så godt ud for Hans-Kristian Vittinghus, da han førte 11-9 ved sidebyttet, hvorefter han kom over på den banehalvdel, hvor han havde haft succes i andet sæt.

    Foran 16-12 begyndte det imidlertid at gå helt skævt for danskeren, der tabte ni dueller på stribe og røg ud af VM.

    Senere tirsdag træder tredjeseedede Viktor Axelsen ind i VM-turneringen.

    Den danske OL-bronzevinder skal møde japanske Takuma Ueda i første runde.

    /ritzau/