Dansk mixeddouble får perfekt start ved VM i badminton

    Danmarks bedste bud på en topplacering i mixeddouble ved VM i badminton er blandt de sidste 16 par i Glasgow.

    Efter at have været oversidder i første runde vandt sjetteseedede Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen deres kamp i anden runde over tyskerne Mark Lamsfuss og Isabel Herttrich med 21-12, 21-8.

    Danskerne startede som lyn og torden og kom foran 10-3 og spadserede sættet hjem.

    Andet sæt blev kun mere ensidigt, og danskerne kunne strække armene i vejret i triumf efter 35 minutter.

    Tidligere tirsdag spillede også den 14.-seedede duo, Mathias Christiansen og Sara Thygesen, sig videre til ottendedelsfinalerne.

    Også de sad over i første runde, inden de i anden runde slog Satwiksairaj Rankireddy og Kukkapalli Maneesha fra Indien med 22-20, 21-18.

    Danskerne var ovenpå i stort set hele første sæt, som dog alligevel blev tæt til det sidste.

    I andet sæt var inderne for det meste knebent i front, men sættet vippede over til danskerne, da de tog fire point i træk fra 15-16 til 19-16. Kort efter udnyttede de deres anden matchbold.

    I damesingle er Line Kjærsfeldt ude efter et klart nederlag i anden runde.

    Den topseedede japaner Akane Yamaguchi vandt en ensidig forestilling på en halv time med 21-6, 21-13.

    /ritzau/