Barcelona må undvære skadet Luis Suarez i en måned

    Den tidligere så potente offensiv i FC Barcelona ser aktuelt skrøbelig ud.

    Foruden salget af superstjernen Neymar er klubben nu løbet ind i yderligere en offensiv udfordring.

    Angriberen Luis Suarez er nemlig blevet ramt af en knæskade, som han pådrog sig i onsdagens 0-2-nederlag ude til ærkerivalen Real Madrid. Barcelona forventer, at angriberen er ude i fire uger.

    Dermed går han glip af mindst tre ligakampe og muligvis yderligere en ligakamp og den første gruppekamp i Champions League.

    Som om det ikke var nok, skriver Barcelona på sin hjemmeside, at forsvarsprofilen Gerard Pique er tvivlsom til søndagens premierekamp i Primera Division mod danskerklubben Real Betis.

    Efter onsdagens nederlag til ærkerivalen kunne sportsdirektør Pep Segura dog opmuntre Barcelona-fans med, at man er tæt på at hente offensiv forstærkning i form af Ousmane Dembélé og Philippe Coutinho.

    /ritzau/