Toprepublikaner: Hvidt overherredømme er frastødende

    – Vi må gøre det helt klart. Forestillingen om hvidt overherredømme er frastødende.

    Sådan skriver Republikanernes formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, på Twitter.

    Udmeldingen er en reaktion på præsident Donald Trumps aktuelle kommentarer om weekendens uroligheder i Charlottesville.

    Tirsdag understregede præsidenten, at venstreorienterede demonstranter også var voldelige og angreb højrenationalistiske grupperinger under urolighederne.

    Præsidenten er blevet kritiseret for ikke klart at have fordømt nynazister, medlemmer af Ku Klux Klan og ekstremister i forbindelse med urolighederne, der kostede en kvinde livet.

    Og Donald Trumps partifælle Paul Ryan føler tilsyneladende, at det er nødvendigt at præcisere præsidentens budskab.

    – Fordomme er imod alt, hvad dette land står for. Der må ikke være nogen moralsk tvetydighed, skriver Ryan på Twitter.

    /ritzau/