Bagmandspoliti indleder undersøgelse af Nordea i hvidvask-sag

    Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har formelt indledt en undersøgelse af Nordea i forbindelse med overtrædelse af lovgivningen om hvidvask.

    Det skriver Nordea i fondsbørsmeddelelse.

    I sidste uge ransagede SØIK, eller Bagmandspolitiet, Nordeas hovedkontor i København.

    – Vi havde ventet dette besøg, som sker i forlængelse af de påbud, Finanstilsynet offentliggjorde i juni 2016 vedrørende Nordea Bank Danmark A/S’ overtrædelse af loven om hvidvask.

    – Dengang blev sagen i overensstemmelse med dansk praksis overdraget til anklagemyndigheden til videre undersøgelse, siger Julie Galbo, Chief Risk Officer i Nordea Bank AB i fondsbørsmeddelelsen.

    /ritzau/