Elinstallation antændte brand i flygtningecenter i Silkeborg

    Alt tyder på, at det var en elinstallation, som var årsag til en brand i det tidligere hotel Impala i Silkeborg i sidste uge.

    Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

    En 21-årig mand, som har været varetægtsfængslet og sigtet i sagen, er derfor blevet løsladt igen efter resultatet af de brandtekniske undersøgelser.

    Konklusionerne på undersøgelserne er, at det “med overvejende sandsynlighed var varmeudvikling i en eltavle, der antændte branden”.

    Bygningen fungerede som boliger til flygtninge, og 30 flygtninge blev evakueret til en idrætshal i byen, da branden opstod i sidste uge. Alle kom ud i god behold.

    Den 21-årige mand, der nu er løsladt igen, var også beboer på stedet. Han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør fredag – dagen efter branden – hvor han også nægtet sig skyldig.

    Politiet fik alarmen om branden torsdag eftermiddag klokken 16.37. Branden var slukket igen mellem klokken tre og fire natten til fredag.

    /ritzau/