Boilesen vil med i det fine selskab igen i år

    FC København er som minimum sikker på deltagelse i gruppespillet i Europa League.

    Men FCK kan i stedet komme i Champions League-gruppespillet, hvis holdet samlet slår Qarabag ud. Første kamp spilles tirsdag aften i Baku i Aserbajdsjan.

    – Det er ved at være alvor. Vi skal slå det her hold ud, så kommer vi med i det fine selskab igen i år. Det er det, vi gerne vil, siger Boilesen til klubbens hjemmeside.

    – Det har kæmpe betydning at komme i Champions League. Jeg stiller mig ikke tilfreds med at komme i et gruppespil i Europa League.

    – Det kan godt være, at det er det, som har været målsætningen udadtil, men vi går benhårdt efter at komme i Champions League igen i år, og vi stiller os ikke tilfredse med noget som helst andet, siger han.

    Boilesen spiller normalt back, men da FCK-stopperen Erik Johansson er ude med en knæskade, så skal der rokeres lidt rundt.

    Det betyder, at Boilesen skal ind i det centrale forsvar, hvor han har vikarieret tidligere.

    – Vi er først og fremmest utroligt kede af det, der er sket med Erik. Det er et kæmpe slag for holdet både på og uden for banen.

    – Men jeg må gøre det bedste, jeg kan og prøve at få et godt makkerskab i midterforsvaret. Det bliver vigtigt.

    – Vi skal lukke ned for deres gode individualister oppe foran, siger Boilesen.

    Tirsdagens kamp går i gang klokken 18 dansk tid. Der er returkamp onsdag i næste uge i Parken.

    /ritzau/