Pape: Indbrudstyve skal straffes strengere

    Det skal koste dyrere at bryde ind i hjem, når beboerne er hjemme. Straffen skærpes med en tredjedel for indbrudstyve. Samtidig får de en særlig paragraf i straffeloven, så de ikke skal ses på linje med butiks- eller cykeltyve.

    Det viser et lovforslag, som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mandag sender i høring. Lovforslaget bygger på tre initiativer, som han fremlagde i februar.

    I maj lancerede Rigspolitiet sin strategi imod omrejsende kriminelle grupper. Initiativet skal begrænse deres kriminalitet og styrke politiet mod grupperne, som blandt andet begår indbrud.

    Rigspolitiet sætter også ind mod indbrud i privat beboelse. Begge strategier skal gælde frem til 2020.

    Justitsministeren advarer om, at indbrud skaber meget skade og utryghed i hjemmet.

    – Det gælder ikke mindst, når der er nogen hjemme, når indbruddet begås. Husets fire vægge bryder sammen, trygheden forsvinder, og det skal vi bekæmpe, siger Søren Pape Poulsen i en skriftlig kommentar.

    – Det er positivt, at indbrudskriminaliteten i Danmark generelt er faldende. Det understreger samtidig, at vi fortsat skal lægge pres på de skruppelløse indbrudstyve.

    Antallet af indbrud er faldende. Fra nytår til 31. maj i år blev der begået 11.389 indbrud. Det er 15 procent færre end i samme periode sidste år, da der skete 13.452 indbrud.

    I 2015 blev der anmeldt 12.437 indbrud. I dag begås der otte procent færre indbrud end for to år siden. Der er regionale forskelle mellem, hvor der sker mange eller få indbrud, oplyser Justitsministeriet.

    /ritzau/