Medie: Rekordmængde narko fundet på vej fra Danmark til Sverige

    Politiet i Malmø er ved at komme til bunds i en sag om en rekordstor mængde narkotika, der er kommet til Sverige via Øresundsbroen.

    Der er tale om et ton cannabis og amfetamin, som er blev fundet og beslaglagt i en lastbil. Det skriver det svenske medie Aftonbladet.

    – Det er kæmpemængder narkotika, der var på vej ind i landet, siger en kilde fra den svenske toldmyndighed Tullverket til mediet.

    Fundet blev gjort ved Lernacken, hvor broens betalingsanlæg ligger, i marts.

    Lastbilens chauffør har siddet fængslet siden da.

    Ifølge Aftonbladet, der har indsigt i begrundelsen for fængslingen, er vedkommende hollandsk statsborger.

    Tullverket ønsker ikke at kommentere på Aftonbladets oplysninger om føreren.

    – Vi kan bekræfte, at vi har en sag, hvor vi mistænker meget grov narkosmugling, siger kommunikationskonsulent Karolina Lönnqvist Duras til avisen.

    /ritzau/TT