Brøndby-topscorer er klar til derby mod FCK

    Brøndby kan stille i stærkeste opstilling, når FC København søndag aften kommer på besøg i Alka Superligaen.

    Truppen blev offentliggjort tidligt søndag, og den inkluderede sidste sæsons Brøndby-topscorer, Teemu Pukki, der ellers har bøvlet med en skade i denne uge.

    Således var han ikke med torsdag, da Brøndby i Kroatien led et samlet nederlag på 0-2 til Hajduk Split i Europa League.

    Angrebet er i det hele taget forstærket i forhold til den kamp, da Jan Kliment også er tilbage i truppen. Tjekken afsonede karantæne i Split.

    Derudover har træner Alexander Zorniger igen fundet plads i truppen til den nye venstreback Anthony Jung, der er lejet for resten af sæsonen.

    Det svenske nyindkøb Simon Tibbling er mulig debutant i truppen.

    FC København-truppen blev udtaget lørdag. Den mangler de to skadede forsvarere Tom Høgli og Nicolai Boilesen.

    Inden søndagens opgør, der fløjtes i gang klokken 16, er Brøndby noteret for seks point, mens FCK har fem. Begge har spillet tre kampe.

    /ritzau/