Kvinde stukket i ryggen med kniv i Aalborg

    En 21-årig kvinde blev søndag morgen overfaldet i Aalborg og stukket i ryggen med en kniv.

    Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Politiet fik anmeldelsen om overfaldet og knivstikkeriet i Jomfru Ane Gade klokken 04.16.

    Efter knivstikkeriet stak gerningsmanden af, men kort efter anholdt politiet en 20-årig mand i Aalborg bymidte.

    Kvinden er blevet behandlet for knivstik, og hun er søndag formiddag uden for livsfare.

    Manden, der kendte kvinden i forvejen, er sigtet for grov vold, og han vil senere søndag blive fremstillet i et grundlovsforhør med krav om fængsling ved Retten i Hjørring.

    /ritzau/