Irans præsident lover at holde fast i atomaftale

    Irans præsident, Hassan Rouhani, er lørdag blevet genindsat af parlamentet i Teheran. Her langer han ud efter USA.

    Hans genindsættelse som præsident finder sted efter en jordskredssejr ved valget i maj.

    Det sker for øjnene af en række udenlandske gæster. Blandt dem er Federica Mogherini, EU’s udenrigspolitiske chef. Hun har lovet at udbygge forbindelserne til det iranske styre, selv om alliancepartneren USA trækker den modsatte vej.

    Rouhani kritiseres for at lade sig presse af den konservative religiøse fløj ved ikke at have kvinder med i sin nye regering.

    Han mødtes med Mogherini inden højtideligheden i parlamentet.

    Her opfordrede han EU til, at der bruges flere kræfter på at bevare atomaftalen mellem det internationale samfund og Iran. Også selv om USA er stærkt kritisk. Den amerikanske kongres vedtog i sidste uge nye sanktioner mod Iran.

    – Gentagne brud på forpligtelserne fra den amerikanske regering kan være destruktive.

    – Alle parter har et tungt ansvar, som pålægger dem at fastholde denne aftale, som blev indgået efter en stor indsats, siger Rouhani ifølge nyhedsbureauet Irna.

    Nogle af Irans gamle venner, heriblandt Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, er mødt op til præsidentindsættelsen i parlamentet.

    Den finder sted, to dage efter at Rouhani formelt blev anerkendt som valgets vinder af Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei.

    Rouhani vandt valget på løfter om flere reformer.

    /ritzau/AFP