Eskalering i skyderier skaber utryghed hos beboere i Nordvest

    I ugens løb har der været fem skyderier på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter.

    Det vækker bekymring hos beboerne i området, der i stigende grad føler sig usikre i deres lokalområde.

    Det fortæller Rasmus Jensen, der er næstformand i Bispebjerg Lokaludvalg.

    – Vi oplever, at der er en øget bekymring og usikkerhed blandt de beboere, der bor i nærområdet af de her skyderier, siger han.

    – Der er en del beboere, der møder op til vores arrangementer og udtrykker, at de er utrygge og ønsker en stærkere indsats i området.

    Fredag eftermiddag og natten til lørdag blev to helt tilfældige unge mænd ramt af skud på Nørrebro og i Tingbjerg i København.

    Det har fået Københavns Politi til at advare unge mænd, der færdes i de områder, og som ikke har noget med bander at gøre, til at passe på sig selv.

    Næstformanden fortæller dog, at det ikke er nyt, at beboerne i området føler sig utrygge. Det har derimod stået på “i længere tid”.

    – Til at starte med var det blot utryghed omkring hashsalg på Smedetoften og området omkring der.

    – Det har stået på i længere tid, men det er klart eskaleret med de her skyderier, fortæller Rasmus Jensen.

    Den seneste tids mange skyderier har fået politiet til at være mere til stede i bybilledet.

    Chefpolitiinspektør Jørgen Skov fortalte på et pressemøde lørdag, at der er blevet kaldt ekstra mandskab ind i weekenden efter tre skudepisoder i det seneste døgn.

    Netop betjente i gadebilledet er ifølge Rasmus Jensen vigtigt for trygheden.

    – Ud med noget synlig politi, så man kan føle sig beskyttet og tryg, når man går på gaden. Gerne med en lokalpolitistation, måske en mobil politistation i området, siger Rasmus Jensen.

    Han ser derudover gerne en massiv forebyggende indsats, så “de unge ikke bliver fanget i banderne”.

    Siden 12. juni har der været 18 banderelaterede skyderier i København.

    Bispebjerg Lokaludvalg skal mødes i næste uge for at diskutere den seneste tids skyderier.

    /ritzau/