Med 80 procent af stemmerne talt op efter fredagens præsidentvalg i Rwanda står den nuværende præsident, Paul Kagame, som ventet til storsejr.
Således ser det ud til, at han får hele 98,6 procent af stemmerne, og dermed er han sikret en tredje embedsperiode i det lille østafrikanske land.
Det viser tal fra Rwandas valgkommission ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det var ventet, at langt størstedelen af de 6,9 millioner registrerede vælgere i landet endnu en gang ville pege på Paul Kagame. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Han var kun 36 år, da hans oprørsgruppe, Rwandas Patriotiske Front (RPF), stoppede ekstremistiske hutustyrker efter folkedrabet i 1994, der kostede 800.000 mennesker – hovedsageligt tutsier – livet.
Rwandas Patriotiske Front blev siden omdannet til det tutsidominerede parti.
/ritzau/











