De danske unge har i stigende grad fremtiden for øje, når de beslutter sig for, hvilken uddannelse de ønsker at komme ind på.
Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet om optaget på de videregående uddannelser, der er blevet offentliggjort torsdag.
Den udvikling vækker begejstring hos Dansk Industri (DI).
– Vi glæder os først og fremmest over at flere unge har søgt i retning af it- og ingeniøruddannelserne, siger Charlotte Rønhof, underdirektør DI.
– Det er nogle af de uddannelsesområder, hvor Danmark har udsigt til en markant mangel på arbejdskraft.
DI har ifølge Charlotte Rønhof i lang tid opfordret de unge til ikke bare at søge med hjertet, men også med hjernen, når der skal søges videregående uddannelser.
Håbet har været, at de unge vil orientere sig i retningen af de uddannelser, hvor der er gode jobmuligheder bagefter.
– Vi kan jo se på optaget i år, at det er gået i den retning.
– Der er flere unge, der er kommet ind på uddannelser, hvor vi har stor mangel på arbejdskraft, siger Charlotte Rønhof.
/ritzau/











