Den regeringsrokade, som en stærkt presset svensk statsminister Löfven torsdag har præsenteret oven på en skandale om it-sikkerhed, er en lappeløsning.
Det siger historiker Lars Hovbakke. Han er adjunkt i samfundsvidenskab og politik ved University College Sjælland og kender af svenske forhold.
– På kort sigt er det en smart løsning, fordi han får reddet sin regering og flere af sine ministre på denne her måde, siger han.
– Men det er også kun på kort sigt. For det er en lappeløsning og en udskydelse af problemerne, tilføjer historikeren.
Regeringen står til at gå tilbage i meningsmålingerne, påpeger Lars Hovbakke.
– Og hovedproblemet er, at Sverigedemokraterna står til en kæmpemæssig fremgang, når der skal være valg senest til september næste år, siger han.
Det indvandringskritiske højrefløjsparti står til at fordoble deres stemmer. Imens står Löfvens socialdemokratiske parti til at miste ti procentpoint af deres opbakning blandt vælgerne, tilføjer historikeren.
Den svenske mindretalsregering er kommet i uføre på grund af en skandale i den svenske transportstyrelse.
Onsdag blev det klart, at de fire oppositionspartier i den borgerlige blok, Alliansen, og indvandringskritiske Sverigedemokraterna ville stille et mistillidsforslag mod tre af Löfvens ministre.
Det drejer sig om minister for infrastruktur Anna Johansson, indenrigsminister Anders Ygeman og forsvarsminister Peter Hultqvist.
Oppositionen beskylder de tre socialdemokratiske ministre for ikke at have orienteret statsministeren, regeringen og Riksdagen om mulige alvorlige læk af personfølsomme data i forbindelse med udlicitering af statslige it-opgaver.
Johansson og Ygeman er ude af regeringen efter rokaden. Men Hultqvist bliver indtil videre.
Sverigedemokraternas formand, Jimmie Åkesson, fastholder kravet om forsvarsministerens afgang. Det skriver han ifølge nyhedsbureauet TT på Facebook.
Også Ebba Busch Thor, der er leder af Allianse-partiet Kristendemokraterna, holder fast i mistilliden til Hultqvist. Det skriver hun på Twitter ifølge TT.
/ritzau/









