Pavens kassemester forsvarer sig mod sexanklager i Melbourne

    Den australske kardinal George Pell, der er en af pave Frans’ nærmeste rådgivere, er kort efter klokken 9 onsdag lokal tid ankommet til retten i Melbourne. Her er han tiltalt for flere tilfælde af seksuelle overgreb.

    Under stor mediebevågenhed blev den 76-årige kardinal ført ind i retten omkranset af politi. Den indledende høring i sagen begynder klokken 10 lokal tid.

    George Pell tog sig ikke tid til at svare på pressens spørgsmål ved sin ankomst, men det ventes, at han vil afvise alle påstande mod ham.

    Anklageskriftet mod Pell er indtil videre hemmeligholdt.

    I fire år har en uafhængig undersøgelseskommission gransket omfanget af misbrugssager i den katolske kirke i Australien, og hvordan kirken har håndteret sagerne.

    Blandt de foreløbige konklusioner er, at syv procent af alle præster i perioden fra 1950 til 2010 menes at have misbrugt børn seksuelt. Det skriver det australske nyhedsbureau AAP.

    Et af de steder, hvor det har stået værst til, er i George Pells hjemby, Ballarat.

    Pell var selv præst i Ballarat i 1970’erne og 1980’erne.

    /ritzau/