Filippinernes præsident fortsætter utrættelig narkokrig

    Massive protester mod Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, og hans krig mod narko får ikke præsidenten til at holde inde.

    Det slår han fast i sin årlige tv-tale til nationen.

    – Det er en utrættelig og kompromisløs kamp, siger Duterte.

    Samtidig gør han det klart, at han langt fra mener, at situationen i landet er acceptabel.

    – Det er som en jungle med udyr, der jager uskyldige og hjælpeløse, siger han.

    Siden Duterte kom til magten i 2016, har han ført en nådesløs krig mod narkohandlere i landet.

    Den har ført til tusindvis af drab og fængslinger, der er blevet voldsomt kritiseret internationalt.

    Dutertes udiplomatiske facon skabte også sidste år overskrifter, da præsidenten afholdt sin tv-tale.

    Her kaldte han til kamp mod narkobander og svinede daværende USA-præsident Barack Obama til.

    I hovedstaden Manila har tusindvis været gået på gaden i protest mod Dutertes styre de seneste dage.

    Demonstranterne fordømmer hans aggressive kamp mod bander og den militære undtagelsestilstand i regionen Mindanao.

    Den militære undtagelsestilstand i landet blev lørdag forlænget frem til nytår.

    Kongressen skal desuden mandag behandle to vigtige love om oprettelsen af en autonom muslimsk region og en fundamental ændring af det politiske system.

    /ritzau/Reuters