KIF Kolding henter 43-årig tidligere landsholdsmålmand

    Håndboldklubben KIF Kolding København henter den 43-årige målmandsveteran Søren Haagen til klubben på en etårig kontrakt. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

    – Søren er en utrolig dygtig og alsidig målmand. Han har en masse rutine fra ind- og udland og har været i gamet mange år, siger træner Lasse Boesen.

    – Han er en ideel spiller at få ind i truppen og skal med sin erfaring være med til at danne et professionelt miljø og hjælpe de yngre spillere på holdet.

    – Han vil indgå i et godt team sammen med Marcus Cleverly og vores unge målmand Anders Lynge, og vi er sikre på, at vi får en rigtig stabil målmandstrio i den kommende sæson, siger Boesen.

    I den seneste sæson vogtede Haagen målet for semifinalisterne fra Ribe-Esbjerg.

    Han har tidligere spillet for klubber som GOG, Flensburg-Handewitt og Kiel, og han er desuden noteret for 79 landskampe.

    Søren Haagen måtte indstille sin karriere i 2004, men det fortrød han, og Haagen er nu klar til endnu en sæson i den bedste danske håndboldliga.

    /ritzau/