Bestyrelsesnetværket Board Network, der omtaler sig selv som “Danmarks mest eksklusive bestyrelsesnetværk”, har aflagt et regnskab for 2016, som er fyldt med fejl og anmærkninger fra revisoren.
Det skriver Børsen.
Netværket, hvor Jens Moberg, bestyrelsesformand i PostNord og Grundfos, og Eivind Kolding, tidligere direktør for Danske Bank, sidder i dets rådgivende udvalg, får blandt andet kritik for urigtige momsangivelser og en for sent udarbejdet årsrapport.
Selskabets revisor har derudover valgt ikke at konkludere på årsregnskabet, da der ikke er den “fornødne dokumentation for finansiering af selskabets fortsatte drift”.
– Vi kan aldrig være tilfredse med at komme med et regnskab med anmærkninger, siger Board Networks ejer, Jacob Stengel, til Børsen.
Han understreger, at der ikke er fare for, at virksomheden går konkurs.
Regnskabet viser yderligere, at selskabet har ydet et lån til Jacob Stengel, hvilket er i strid med selskabsloven.
– Vores lønindberetning har ikke været lavet rigtigt, og derfor er det rent teknisk kommet til at stå, som om det har været et lån i stedet for almindelig løn, og det er selvfølgelig forkert, forklarer Jacob Stengel til Børsen.
Board Networks medlemmer sidder typisk på poster i de øverste ledelsesorganer i danske virksomheder, erhvervsdrevne fonde og organisationer.
Netværket rådgiver medlemmerne om blandet andet strategi og bestyrelsesevaluering.
/ritzau/











