Bortført amerikansk journalist fundet i DRCongo

    En amerikansk journalist, som blev bortført af en militsgruppe i Den Demokratiske Republik Congo, blev søndag fundet i god behold.

    Men fem andre personer meldes dræbt efter en skudveksling med forbindelse til bortførelsen, oplyser myndighederne.

    – Den amerikanske journalist, Lisa Dupuy, blev fundet i god behold af regeringssoldater omkring klokken tre natten til søndag, siger Pacifique Keta, som er viceguvernør i Ituri provinsen.

    Soldaterne blev sat ind, efter at Lisa Dupuy og 11 vagter fra naturparken Okapi Wildlife Reserve (RFO) i det nordøstlige DRCongo, blev bortført fredag.

    Bevæbnede mænd angreb gruppen sent fredag i naturparken. Det er senere blevet oplyst, at militsgruppen Mai-Mai Simba stod bag bortførelsen.

    – Udfaldet af den militære operation er endnu ikke klarlagt, fordi operationen stadig er i gang, siger Keta.

    En højtstående embedsmand i Det Congolesiske Institut for Naturbevaring, ICCN, bekræfter, at journalisten er i sikkerhed.

    – Men fire af vore park rangers og en civil, der arbejdede som spejder eller sporfinder, blev dræbt i en skudveksling, siger han og tilføjer:

    – Hæren skød og dræbte et antal banditter, men vi ved ikke hvor mange.

    DRCongo, en tidligere belgisk koloni, er et stort land med store mængder af råstoffer – blandt andet mineraler og træ.

    Men landets økonomi ligger i ruiner efter årtier med krig, kriminalitet og væbnede konflikter mellem indenlandske og udenlandske grupper. Konflikterne er både etniske og gælder de lukrative ressourcer.

    Mai-Mai Simba betegner sig selv som en “selvforsvarsmilits”, der er sammensat af forskellige grupper. Nogle var væbnede deltagere i DRCongos anden krig fra 1998-2003.

    /ritzau/Reuters