Politiet sigter 16-årig dreng i sag om syreangreb i London

    En 16-årig dreng er lørdag blevet sigtet af britisk politi i forbindelse med fem syreangreb i London. I alt er drengen blevet sigtet for 15 lovovertrædelser.

    Det skriver BBC.

    Sigtelserne lyder blandt andet på røveri og alvorlig kropslig skade.

    Det var sent torsdag aften, at fem personer blev angrebet ved at få smidt syre ud over sig i London.

    Alle fem episoder skete inden for 90 minutter og fandt sted i den østlige del af den britiske hovedstad.

    Det skete på den måde, at gerningsmændene kom kørende på knallert op på siden af ofrene og derefter hældte syre eller en lignende ætsende væske i ansigtet på dem.

    En 15-årig dreng har ifølge BBC også været anholdt i forbindelse med angrebene. Han er blevet løsladt mod kaution.

    /ritzau/