Cepos kræver konkurrence i byggeri – ikke statslån

    Staten sparer ikke to milliarder kroner ved at udstede statsobligationer i stedet for at bruge realkreditobligationer ved lån til almene boliger.

    Vejen går via mere konkurrence mellem de almene boligselskaber og i realkreditten.

    Det mener analysechef Otto Brøns-Petersen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han kritiserer i et notat forslaget fra transportminister Ole Birk Olesen (LA), som har splittet Venstre.

    – Det er yderst tvivlsomt, om der er den gevinst, regeringen regner med. Der er en forskel i rente på realkredit- og statsobligationer. Men det modsvares af en større risiko for staten, når den låner, siger Otto Brøns-Petersen.

    Regeringen regner med at spare to milliarder kroner årligt, hvis den udsteder statsobligationer for samlede udlån på 180 milliarder kroner i alment byggeri. Men det koster 800 millioner kroner årligt at administrere lånene, mener han.

    Otto Brøns-Petersen efterlyser konkurrence. Almene boligselskaber savner incitament til at spare. Derfor skal staten sende lån til alment byggeri i udbud, mener han.

    Regeringens forslag splitter Venstre. Det er ifølge finansminister Kristian Jensen (V) gammel Venstre-politik. Men Venstres gruppeformand, Søren Gade, har kaldt forslaget socialistisk. Forslaget støttes af Enhedslisten.

    Boligpolitikken lå før hos integrationsminister Inger Støjberg (V). Hun ville lade staten låne til almene boliger i stedet for at statsgarantere realkreditlån. Forslaget kom, da realkreditten krævede højere betaling i bidragssats.

    Venstre er klar til at finde gevinsten på andet end flere statslån.

    Det siger skatteordfører Louise Schack Elholm.

    – Vi er villige til at se på, om der er andre måder, vi kan spare de samme penge på. Vi kigger gerne på forskellige forslag, siger Louise Schack Elholm.

    Hun afviser Cepos’ kritik af, at staten ikke kan spare to milliarder kroner på forslaget.

    – Det er jo ikke en regning, regeringen bare har lavet på bagsiden af en serviet. Det er vurderingen, at man over en årrække kan spare godt to milliarder kroner, siger Louise Schack Elholm.

    Spørgsmål: – Ville det ikke være lettere at glemme forslaget, som splitter Venstre?

    – Det er ret mange penge, man kan spare. Hvis vi gerne vil sikre en god velfærdsudvikling og penge til forsvaret og deslige. Så er vi nødt til at se på, hvordan vil kan køre længere på literen, siger Louise Schack Elholm.

    /ritzau/