Fodboldspilleren Dani Ceballos har fredag skrevet under på en kontrakt med den spanske klub Real Madrid. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Den 20-årige midtbanespiller forlader Real Betis til fordel for kongeklubben, der har bundet spanieren i seks år.
Ceballos, der blev kåret til turneringens bedste spiller under nyligt afholdte U21-EM i juni, var også eftertragtet hos Real Madrids rivaler fra Barcelona, men i sidste ende valgte han at skifte til Zinedine Zidanes tropper i hovedstaden.
20. juli foregår den officielle præsentation af spilleren på Real Madrids hjemmebane, Santiago Bernabeu, inden han dagen efter slutter sig til sine holdkammerater på deres træningstur i USA.
Dani Ceballos har aldrig spillet i andre klubber end Real Betis, som han har spillet 65 kampe for i den bedste spanske række. Han fik debut i 2014 som 17-årig.
I den seneste sæson spillede han 31 kampe, scorede to mål og leverede to målgivende afleveringer.
/ritzau/











