Noah og Sofia var de mest populære navne i 2016

    Noah og Sofia var de mest populære babynavne i 2016. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, der samler de 50 mest populære navne blandt piger og drenge.

    Dermed er drengenavnet William væltet af pinden efter seks år.

    I alt har 17 ud af 1000 drenge født sidste år fået navnet Noah, mens 16 ud af 1000 piger fik navnet Sofia.

    Opgørelsen, der er lavet med udgangspunkt i oplysninger om fornavne i cpr-registret, placerer desuden Victor og Oliver i top-3 blandt drengene. Hos pigerne får Sofia følgeskab af Alma og Emma.

    Kigger man på de forskellige regioner, fordeler navnene i toppen sig dog anderledes.

    Sofia holder fast i den øverste placering i regionerne Sjælland, Syddanmark og Midtjylland. Men i Region Hovedstaden og Region Nordjylland ligger Ella i top.

    Noah er faktisk kun mest populært i én region. Det er Sjælland. I Region Hovedstaden er Oscar på førstepladsen, i Syddanmark er det William, i Midtjylland er det Victor, og i Nordjylland er det Malthe.

    Årets højdespringer blandt pigenavne er Saga, som er sprunget fra nummer 72 i 2015 til 41 i 2016.

    Blandt drengenavne er Louie årets højdespringer efter et hop hele vejen fra 66 i 2015 til 44 i 2016.

    Derudover er også Konrad, Otto, Bertram og Magne nye på drengenes top-50.

    Hos pigerne har Tilde, Ellie og Augusta sneget sig ind på listen.

    /ritzau/